Treme er en TV-serie om livet i Treme (en bydel i det centrale New Orleans) efter orkanen Katrina, der ramte New Orleans i 2005. Serien har gået i 4 sæsoner på HBO, startende i 2010-11. Der er knap 40 timers fremragende fortælling om et broget kollektiv af personer, hvis liv man følger i årene efter katastrofen.
Vi er først kommet på HBO denne vinter, så serien er ny for mig. Vi har rejst i USA, men aldrig i sydstaterne, og har derfor ikke ramt New Orleans. Desværre.
Serien Treme strutter af musik! Det vælter ud af alle knaphuller. Med puls, beats, funk, blues, cajun, jazz … Det swinger heldt vildt. Kermit Ruffins, John Boutte, Trombone Shorty, Dr. John, …
Du kan finde serien omtalt på IMBD og finde oplysninger om skuespillere og meget mere … IMBD om Treme
Du kan finde lydsporet til “Treme” på Spotify og iTunes. To CD’ ere.
Jeg har samlet nogle få numre fra “Treme” – på Youtube. Der er ikke så mange, men det kan trods alt give et indtryk.
Skærmdump fra Google maps
PS: Ovenstående indlæg om TV-serien Treme er egentlig skrevet ca 1/5-2020. Kommentarfeltet havde jeg ladet stå åbent. I løbet af sommeren blev kommentarfeltet overtaget af nogle brugere der skrev på et sprog jeg ikke forstod (formodentlig tyrkisk?). Nogle af de få ord der var decifrerbare for mig, var Viagra … Nu har jeg slettet det oprindelige indlæg (med mere end 2700 kommentarer !!!), og genudgivet det – med et lukket kommentarfelt. Så fik jeg lært det.
I “Treme” er en af hovedpersonerne kok – Chef Janette Desautel (spillet af Kim Dickens). Og der er ingen tvivl om, at den lokale mad er vigtig. Både for dem der bor i Treme, og for turisterne.
I start-80′ erne begyndte der (for mig) at dukke en musik-genre op i DK, som havde sit helt eget præg: Zydeco. Harmonika, violin, country, blues. Genren stikker også næsen frem i “Treme”” uden at fylde alverden.
Første gang jeg hørte et dansk orkester spille Zydeco, var i en sidegade under et af de første karneval i Kbh. 5-6 orkestermedlemmer, der-i-blandt en kvindelig sanger, og en guitarist der også lagde vokal på. Det fungerede rigtig godt som gade-musik.
Og tekster i den musikgenre havde ind i mellem referencer til madnavne som Gumbo, Jambalaya etc.
I starten af 90′ erne arbejdede jeg på Roskilde Festivals Grøn Scene. I nogle år var det mit ansvar – helt fysisk – at opbygge en medarbejdercafe: telt, gulv, belysning, køkkenfaciliteter, borde, stole, udsmykning. Under festivalen drev noget personale fra Banankompagniet (daværende cafe på Nørrebro, Kbh) medarbejder-cafeen, og så pakkede jeg det hele sammen bagefter.
Fint arrangement for mig. Jeg fik hørt masser af god musik under festivalen. Og så lærte jeg – bl. mange andre – Chili John Rasmussen at kende. Chili John arbejdede som “Chef” for Rock’n’roll orkestre på turne, eller mens de tilbragte ugevis i diverse studier.
Og her var der bl. a. opskrifter fra køkkenet i New Orleans:
“Blackened Redfish”, “Jambalaya”, “Crawfish Boil”, og “File Gumbo”!
“Et af de få steder i USA, der kan siges at have en decideret madtradition, er New Orleans i Louisiana. Grundet byens strategiske beliggenhed ved Missisippi’s udløb i Den Mexikanske golf var New Orleans i løbet af et århundrede underlagt flere landes overherredømme. Samtidig fandt en stor europæisk indvandring sted. Dette medførte kulturelle og madmæssige påvirkninger fra flere europæisk lande og Mellemamerika (…) Alle disse faktorer sammen med et stort udvalg af nyr råvarer som chili, majs tomater, sweet tomatoes m.v. har dannet grundlaget for cajun/kreolerkøkkenet.” (Chili-John, fra “Jorden rundt på 80 kalorier”)
Anthony Bourdain
I lang tid viste DR-TV programmer med Anthony Bourdain (1956-2018, han tog sit eget liv i 2018). Anthony Bourdains programmer handlede ikke kun om mad, men også om kultur, spændende mennesker han kendte, eller havde mødt. Ofte afleveret i et afsindigt tempo, vild klipning og håndholdt kamera.
Der-i-blandt en fremragende udsendelse om (køkkenet i) New Orleans. Den er der desværre ikke længere på DR-TV, men får du chancen, så hæng på. Indtil da må du nøjes med et lille 18-minutters klip på YouTube. Med en ung Anthony Bourdain på besøg i New Orleans. A cooks tour: No Beads, No Babes, No Bourbon Street
City that care forgot CD fra 2008 Dr. John & The lower 911
Dr John (1941-2019) stammede fra New Orleans, og det er en utrolig vred samling sange på denne CD. Sange der handler om det svigt som byen New Orleans – og byens befolkning – blev udsat for, efter Katrina. Korruptionen, grådigheden, griskheden, inkompetancen hos bystyret, inkompetencen hos styret i staten Louisiana og den svigtende amerikanske regering.
TV-serien Treme binder en sløjfe for mig på Dr. John!
Jeg stødte første gang på ham i 1968 hos en gymnasieven der var mere ved muffen end jeg var. Han havde råd til at købe en LP der hed “Gris, gris”, og af en eller anden grund var den i mange år – i min erindring – koblet sammen med King Crimson (engelsk prog-rock-band). Vi hørte “Gris, gris”, forstod ikke en skid af hvad de sange handlede om, men vi kunne høre en puls, en tradition, der swingede – og så gik den LP i glemmebogen i mange år.
Iko, Iko, Iko, Iko Unday Jackomo feeno ah na nay Jackomo feena nay My spy boy told your spy boy Sitting on the Bayou (Iko Iko)
I 1998 arbejdede jeg med musikproduktion på en af Roskilde Festivals scener – Rød Scene. Og da Dr. John blev programsat på vores scene, anskaffede jeg mig hans nyeste CD – Anutha Zone. Og da jeg alligevel var i gang, købte jeg “Goin back to New Orleans” og “In the right place” hos min daværende musikpusher i St. Kongensgade, Kbh. Jeg forstod stadigvæk ikke hvad han sang, men musikalsk. Wow! Og det var dejlig varm, funky, bluesy musik. Man fik lyst til at danse.
Tourmanageren bad om, at vi skaffede et adgangspas til en saxofonist, der skulle optræde med et andet orkester, på en anden af festivalens scener, for Dr. John og saxofonisten gavde aftalt, at han skulle jamme med på Rød Scene! Musikere havde kun bagsceneadgang til den scene de skulle optræde på. Så selvfølgelig udstedte vi et ekstra adgangspas.
Dr. John viste sig at være en lille mand. Lapset klædt. Velklædt. Sort spadserestok med sølvhåndtag – han havde helt åbenlyst dårligt knæ, trapperne op til sceneområdet bekom ham ikke vel! Med hat – borsalino-typen, med et smukt kulørt spraglet hattebånd. Og nogle smykker jeg – i min uvidenhed – syntes var lidt voodoo-agtige. Ind på svcenen, ned på klaverstolen, og så kørte det. De spillede sindssygt godt – indenfor deres tradition. Dr. Johns sange. – Og saxofonisten? Han spillede som om han aldrig havde lavet andet, end at spille hos Dr. John! (Dr. John på Rød Scene fredag 26. juni 1998 kilde: setlist.fm).
Han optrådte flere gange i Danmark i nullerne og tierne. Bl. a. Roskilde Festival i 2015. Men jeg fangede ham aldrig igen.
Dr. John – The Night(Nite)-tripper har stadig sit eget website. Eller, hans arvinger driver fortsat websitet. Websitet har en fuldstændig kronologisk diskografi af udgivelserne med Dr. John. Stort plus.
Og selvfølgelig dukker Dr. John op på lydsporet til TV-serien “Treme” sammen med masser af andre funky New Orleans-musikere.
… er en (kriminal-)roman der foregår i New Orleans i kølvandet på oversvømmelserne efter Katrina. I en ødelagt by. Skrevet af James Lee Burke, og oversat til dansk af Arne Herløv Petersen.
Romanen starter lige på: Bogens hovedperson – kriminalbetjent Dave Robicheaux – vågner efter et mareridt: han er tilbage som soldat i Vietnam. Mareridtet fordamper langsomt efterhånden som han vågner, og ..
“Når jeg igen lægger mig til at sove, siger jeg til mig selv, at jeg aldrig mere behøver at være vidne til, at uskyldige civilpersoner i vidt omfang kommer til at lide, eller til at vore landsmænd bliver forrådt og ladt i stikken, når de har mest brug for os. Men det var før Katrina. Det var før en orkan med større ødelæggelseskraft end den bombe, der ramte Hiroshima, skrællede ansigtet af det sydlige Louisiana. Det var før en af de smukkeste byer på den vestlige halvkugle blev dræbt tre gange, og ikke kun af naturkræfterne.”
Fra bogens bagsidetekst:
“James Lee Burke har med Blues fra bliktagene skabt et uforglemmeligt billede af livet i New Orleans efter Katrina. Blues fra bliktagene er myldrende fuld af broget liv, ikke blot en krimi og spændingsroman, men en gribende historie om mod og ofre.”
Om serien …
“Blues fra bliktagene” er skrevet af James Lee Burkee (1936 – ) der siden slutningen af 1980′ erne har skrevet serien om Dave Robicheaux. Serien foregår i og omkring New Orleans, og James Lee Burke har skrevet 18-19 bind i serien. Velskrevne, og befriende lidt skabelon-agtige. Skurke er ikke kun skurke, og helte(n) falder også igennem, og bevæger sig på den forkerte side af stregen mellem rigtigt og forkert, mellem godt og ondt. Jeg har nok læst dem alle, undtagen den sidste – og jeg har været godt underholdt, og mindst to af romanerne sidder fast i hjernebarken: de moralske og etiske dilemmaer står lysende klare!
Læs en uddybende omtale på af “Blues fra bliktagene” på et dansk fan-zine om James Lee Burke. Websitet er skrevet og redigeret af Jens Henrik Holm.
Katrina er den orkan der i slutningen af august 2005 opstod nord for Cuba, og derefter bevægede sig over staten Florida til staten Louisiana, hvorefter den ramte byen New Orleans den 29. august 2005. Undervejs var den katagoriseret som en kategori 5 orkan, men blev – over den meksikanske golf – nedjusteret til en kategori 3 orkan, inden den ramte New Orleans. På trods af det, forårsagede orkanen omfattende digebrud og enorme oversvømmelser. Næsten 2000 døde, og skader der blev anslået til at løbe op i 81-82 mia. dollar (ca 565 mia. danske kroner!)
Citat fra Wikipedia.dk:
>>Orkanen Katrina blev beskrevet som ”en national fiasko” i en rapport fra den amerikanske kongres. ”Hjælpen var for ringe, og skaderne blev ikke hindret effektivt” siger rapporten. Rapporten retter voldsom kritik mod alle niveauer i regeringen. Både New Orleans borgermester, FEMA (Federal Emergency Management Agency), staten og Bush fik massiv kritik i rapporten. Kritikken mod borgermesteren lød: ”Ray Nagin reagerede alt for sent på katastrofen.”. Kritikken mod FEMA sagde, at de havde arbejdet ineffektivt og med stor forsinkelse. Bush blev kritiseret for ikke at kunne skelne mellem forskellige oplysninger om orkanens omfang, hvilket forhindrede hurtig hjælp. En talsmand for George W. Bush afviser kritikken af Bush: ”Bush var optaget af og involveret i hjælpeopgaven”. Staten blev kritiseret for ikke at have vedligeholdt digerne, som de havde lovet.<<
I foråret 2019 købte jeg en “ny” brugt guitar. DeArmond Starfire. Et Guild-mærke. Det er en model der er stærkt inspireret af af en Gibson ES 335. Amerikansk producerede humbuck’ere. Resten af guitaren er koreansk produceret i slutningen af 1990′ erne. Den har en rigtig, rigtig god lyd. Indenfor en pris hvor jeg kan – og vil – være med 🙂 Guitaren har haft en ejer før mig.
>>After Fender purchased Guild in the mid ’90s, reissues of some Guild electric guitars were manufactured in Korea under the DeArmond brand name, which Fender also owned the rights to. Import reissue models included the Starfire, X155, T400, M-75 Bluesbird, S-73, and Pilot Bass series. On the front of the headstock, these instruments display the DeArmond logo above a modified version of Guild’s Chesterfield logo. << Citeret fra Wikipedias artikel “Guild Guitar Company”
En mand der hedder Peter Frøstrup driver en hjemmeside der hedder “Guitarsamler”. Her har jeg fundet følgende citat:
>>På DeArmonds hjemmeside kan man læse: DeArmond pickups of the 1950s and ’60s are revered and collected around the world because they reflect the era of discovery when electric guitar was experimental and new. After purchasing the DeArmond Company in 1996, Fender’s Research and Development department set about determining which DeArmond pickup models could be recreated and how to make the most of these classic designs. The solution to these questions was to produce the DeArmond guitar line in which the sound of these modernized, American-made pickups are combined here classic guitar designs by Guild. Guild staff travelled to Korea to select the right builder who could faithfully reproduce the old Guild body designs that had been chosen as the basis for the DeArmond guitar line. Tooling was designed and built specially for these guitars and was not selected off the cookie-cutter shelf that serves so often as the source of imported designs. The visual appeal is undeniable and the sound quality is absolutely unchallenged by any guitar anywhere near the price. The only way to really appreciate DeArmond guitars is to hear and feel them. <<
