I “Treme” er en af hovedpersonerne kok – Chef Janette Desautel (spillet af Kim Dickens). Og der er ingen tvivl om, at den lokale mad er vigtig. Både for dem der bor i Treme, og for turisterne.
I start-80′ erne begyndte der (for mig) at dukke en musik-genre op i DK, som havde sit helt eget præg: Zydeco. Harmonika, violin, country, blues. Genren stikker også næsen frem i “Treme”” uden at fylde alverden.
Første gang jeg hørte et dansk orkester spille Zydeco, var i en sidegade under et af de første karneval i Kbh. 5-6 orkestermedlemmer, der-i-blandt en kvindelig sanger, og en guitarist der også lagde vokal på. Det fungerede rigtig godt som gade-musik.
Og tekster i den musikgenre havde ind i mellem referencer til madnavne som Gumbo, Jambalaya etc.
Jeg læste også de første af James Lee Burkes krimier om Dave Robicheaux, – og igen: maden var åbenbart noget helt særegent. Navne på retter der gav et ret eksotisk præg.
I starten af 90′ erne arbejdede jeg på Roskilde Festivals Grøn Scene. I nogle år var det mit ansvar – helt fysisk – at opbygge en medarbejdercafe: telt, gulv, belysning, køkkenfaciliteter, borde, stole, udsmykning. Under festivalen drev noget personale fra Banankompagniet (daværende cafe på Nørrebro, Kbh) medarbejder-cafeen, og så pakkede jeg det hele sammen bagefter.
Fint arrangement for mig. Jeg fik hørt masser af god musik under festivalen. Og så lærte jeg – bl. mange andre – Chili John Rasmussen at kende. Chili John arbejdede som “Chef” for Rock’n’roll orkestre på turne, eller mens de tilbragte ugevis i diverse studier.
I 1996 udgv Chili John “Jorden rundt på 80 kalorier … og derover – en gastronomisk rock’n’roll world tour“. En kogebog efter Johns hjerte – og erfaring. Jeg fik både den og den efterfølgende titel (“Millenium Cookbook”) af min gl. festval-ven MB, da jeg fyldte 50.
Og her var der bl. a. opskrifter fra køkkenet i New Orleans:
“Blackened Redfish”,
“Jambalaya”,
“Crawfish Boil”, og
“File Gumbo”!
“Et af de få steder i USA, der kan siges at have en decideret madtradition, er New Orleans i Louisiana. Grundet byens strategiske beliggenhed ved Missisippi’s udløb i Den Mexikanske golf var New Orleans i løbet af et århundrede underlagt flere landes overherredømme. Samtidig fandt en stor europæisk indvandring sted. Dette medførte kulturelle og madmæssige påvirkninger fra flere europæisk lande og Mellemamerika (…) Alle disse faktorer sammen med et stort udvalg af nyr råvarer som chili, majs tomater, sweet tomatoes m.v. har dannet grundlaget for cajun/kreolerkøkkenet.” (Chili-John, fra “Jorden rundt på 80 kalorier”)
Anthony Bourdain
I lang tid viste DR-TV programmer med Anthony Bourdain (1956-2018, han tog sit eget liv i 2018). Anthony Bourdains programmer handlede ikke kun om mad, men også om kultur, spændende mennesker han kendte, eller havde mødt. Ofte afleveret i et afsindigt tempo, vild klipning og håndholdt kamera.
Der-i-blandt en fremragende udsendelse om (køkkenet i) New Orleans. Den er der desværre ikke længere på DR-TV, men får du chancen, så hæng på. Indtil da må du nøjes med et lille 18-minutters klip på YouTube. Med en ung Anthony Bourdain på besøg i New Orleans.
A cooks tour: No Beads, No Babes, No Bourbon Street