City that care forgot – Dr. John the Nitetripper

City that care forgot
CD fra 2008
Dr. John & The lower 911

Dr John (1941-2019) stammede fra New Orleans, og det er en utrolig vred samling sange på denne CD. Sange der handler om det svigt som byen New Orleans – og byens befolkning – blev udsat for, efter Katrina. Korruptionen, grådigheden, griskheden, inkompetancen hos bystyret, inkompetencen hos styret i staten Louisiana og den svigtende amerikanske regering.

TV-serien Treme binder en sløjfe for mig på Dr. John!

Jeg stødte første gang på ham i 1968 hos en gymnasieven der var mere ved muffen end jeg var. Han havde råd til at købe en LP der hed “Gris, gris”, og af en eller anden grund var den i mange år – i min erindring – koblet sammen med King Crimson (engelsk prog-rock-band). Vi hørte “Gris, gris”, forstod ikke en skid af hvad de sange handlede om, men vi kunne høre en puls, en tradition, der swingede – og så gik den LP i glemmebogen i mange år.

Iko, Iko, Iko, Iko
Unday
Jackomo feeno
ah na nay
Jackomo feena nay
My spy boy told
your spy boy
Sitting on the
Bayou
(Iko Iko)

I 1998 arbejdede jeg med musikproduktion på en af Roskilde Festivals scener – Rød Scene. Og da Dr. John blev programsat på vores scene, anskaffede jeg mig hans nyeste CD – Anutha Zone. Og da jeg alligevel var i gang, købte jeg “Goin back to New Orleans” og “In the right place” hos min daværende musikpusher i St. Kongensgade, Kbh. Jeg forstod stadigvæk ikke hvad han sang, men musikalsk. Wow! Og det var dejlig varm, funky, bluesy musik. Man fik lyst til at danse.

Tourmanageren bad om, at vi skaffede et adgangspas til en saxofonist, der skulle optræde med et andet orkester, på en anden af festivalens scener, for Dr. John og saxofonisten gavde aftalt, at han skulle jamme med på Rød Scene! Musikere havde kun bagsceneadgang til den scene de skulle optræde på. Så selvfølgelig udstedte vi et ekstra adgangspas.

Dr. John viste sig at være en lille mand. Lapset klædt. Velklædt. Sort spadserestok med sølvhåndtag – han havde helt åbenlyst dårligt knæ, trapperne op til sceneområdet bekom ham ikke vel! Med hat – borsalino-typen, med et smukt kulørt spraglet hattebånd. Og nogle smykker jeg – i min uvidenhed – syntes var lidt voodoo-agtige.
Ind på svcenen, ned på klaverstolen, og så kørte det. De spillede sindssygt godt – indenfor deres tradition. Dr. Johns sange. – Og saxofonisten? Han spillede som om han aldrig havde lavet andet, end at spille hos Dr. John!
(Dr. John på Rød Scene fredag 26. juni 1998 kilde: setlist.fm).

Han optrådte flere gange i Danmark i nullerne og tierne. Bl. a. Roskilde Festival i 2015. Men jeg fangede ham aldrig igen.

Dr. John – The Night(Nite)-tripper har stadig sit eget website. Eller, hans arvinger driver fortsat websitet. Websitet har en fuldstændig kronologisk diskografi af udgivelserne med Dr. John. Stort plus.

Og selvfølgelig dukker Dr. John op på lydsporet til TV-serien “Treme” sammen med masser af andre funky New Orleans-musikere.

Blues fra bliktagene

Blues fra bliktagene – The tin roof blowdown

… er en (kriminal-)roman der foregår i New Orleans i kølvandet på oversvømmelserne efter Katrina. I en ødelagt by. Skrevet af James Lee Burke, og oversat til dansk af Arne Herløv Petersen.

Romanen starter lige på: Bogens hovedperson – kriminalbetjent Dave Robicheaux – vågner efter et mareridt: han er tilbage som soldat i Vietnam. Mareridtet fordamper langsomt efterhånden som han vågner, og ..

“Når jeg igen lægger mig til at sove, siger jeg til mig selv, at jeg aldrig mere behøver at være vidne til, at uskyldige civilpersoner i vidt omfang kommer til at lide, eller til at vore landsmænd bliver forrådt og ladt i stikken, når de har mest brug for os.
Men det var før Katrina. Det var før en orkan med større ødelæggelseskraft end den bombe, der ramte Hiroshima, skrællede ansigtet af det sydlige Louisiana. Det var før en af de smukkeste byer på den vestlige halvkugle blev dræbt tre gange, og ikke kun af naturkræfterne.”

Fra bogens bagsidetekst:

“James Lee Burke har med Blues fra bliktagene skabt et uforglemmeligt billede af livet i New Orleans efter Katrina. Blues fra bliktagene er myldrende fuld af broget liv, ikke blot en krimi og spændingsroman, men en gribende historie om mod og ofre.”

Om serien …

“Blues fra bliktagene” er skrevet af James Lee Burkee   (1936 – ) der siden slutningen af 1980′ erne har skrevet serien om Dave Robicheaux. Serien foregår i og omkring New Orleans, og James Lee Burke har skrevet 18-19 bind i serien. Velskrevne, og befriende lidt skabelon-agtige. Skurke er ikke kun skurke, og helte(n) falder også igennem, og bevæger sig på den forkerte side af stregen mellem rigtigt og forkert, mellem godt og ondt. Jeg har nok læst dem alle, undtagen den sidste – og jeg har været godt underholdt, og mindst to af romanerne sidder fast i hjernebarken: de moralske og etiske dilemmaer står lysende klare!

Læs en uddybende omtale på af “Blues fra bliktagene” på et dansk fan-zine om James Lee Burke. Websitet er skrevet og redigeret af Jens Henrik Holm.

James Lee Burkes officielle website

Katrina

Katrina er den orkan der i slutningen af august 2005 opstod nord for Cuba, og derefter bevægede sig over staten Florida til staten Louisiana, hvorefter den ramte byen New Orleans den 29. august 2005. Undervejs var den katagoriseret som en kategori 5 orkan, men blev – over den meksikanske golf – nedjusteret til en kategori 3 orkan, inden den ramte New Orleans. På trods af det, forårsagede orkanen omfattende digebrud og enorme oversvømmelser. Næsten 2000 døde, og skader der blev anslået til at løbe op i 81-82 mia. dollar (ca 565 mia. danske kroner!)

Citat fra Wikipedia.dk:

>>Orkanen Katrina blev beskrevet som ”en national fiasko” i en rapport fra den amerikanske kongres. ”Hjælpen var for ringe, og skaderne blev ikke hindret effektivt” siger rapporten. Rapporten retter voldsom kritik mod alle niveauer i regeringen. Både New Orleans borgermester, FEMA (Federal Emergency Management Agency), staten og Bush fik massiv kritik i rapporten. Kritikken mod borgermesteren lød: ”Ray Nagin reagerede alt for sent på katastrofen.”. Kritikken mod FEMA sagde, at de havde arbejdet ineffektivt og med stor forsinkelse. Bush blev kritiseret for ikke at kunne skelne mellem forskellige oplysninger om orkanens omfang, hvilket forhindrede hurtig hjælp. En talsmand for George W. Bush afviser kritikken af Bush: ”Bush var optaget af og involveret i hjælpeopgaven”. Staten blev kritiseret for ikke at have vedligeholdt digerne, som de havde lovet.<<

Læs resten af artiklen om Katrina i Wikipedia.